Tennisreporter: Ikke et overraskende afbud

Du kan læse mere om Holger Runes afbud i artiklen herunder, hvor DR Sportens tennisreporter Kresten Mosbæk blandt andet kommer med sit syn på sagen.

Har fået en irritation i knæet

Holger Rune-lejren oplyser i pressemeddelelsen, at der er opstået en 'irritation' i den danske tennisspillers knæ, og det har rykket den samlede tidsplan for genoptræningen med et par uger. 

Holger Rune arbejder nu målrettet mod at blive klar til græssæsonen.

- Jeg glæder mig meget til at komme tilbage på græsset. Tak for jeres support gennem hele mit genoptræningsforløb. Vi ses meget snart, siger Holger Rune.

Rune: 'Ikke en let beslutning'

- Jeg havde virkelig set frem til at lave mit comeback i Hamborg, og I ved alle, at jeg elsker gruset, og at Paris og Roland Garros altid har været noget helt særligt for mig, så det har ikke været en let beslutning at træffe.

- Men for mig handler det ikke bare om at kunne gennemføre et par kampe, men en hel turnering, og jeg vil ikke føle mig næsten klar, men 110 procent klar, når jeg skal i kamp igen, siger Holger Rune i en pressemeddelelse om sit afbud.

Holger Rune melder afbud til comeback-turnering

Holger Rune bliver alligevel ikke klar til at gøre comeback efter sin skade ved den kommende ATP-turnering i Hamborg. Den danske tennisstjerne bliver ej heller klar til det kommende French Open.

Det oplyser Rune-lejren mandag i en pressemeddelelse.

Verdensetter i overraskende exit

Aryna Sabalenka, som topper verdensranglisten, tabte i tredje runde i WTA 1000-turneringen i Rom.

Belaruseren tabte i tre sæt, 6-2, 3-6, 5-7, til rumænske Sorana Cîrstea, nummer 27 i verden. 

Sabalenkas næste turnering er French Open, som venter senere på måneden. 

Holmgren taber semifinale i Italien

Den danske tennisspiller August Holmgren tabte i dag i semifinalen i den italienske Challenger-turnering Francavilla. 

I tre sæt måtte han se sig slået af brasilianske Gustavo Heide, der ligger nummer 209 på verdensranglisten. 

Selv lå Holmgren inden turneringen nummer 167.

Heide vandt første sæt med 6-4, men danskeren slog fint tilbage ved at snuppe andet sæt med 6-1.

I tredje sæt var brasilianeren dog for stærk og lukkede kampen ligeledes med 6-1.

Med resultatet fortsætter August Holmgren sin gode form fra sidste uge, hvor han nåede finalen i Challenger-turneringen Gwangju i Sydkorea.

Derudover rykker han op som nummer 153 på verdensranglisten.

Djokovic er ude efter én kamp i Rom

Noavk Djokovic tabte overraskende til Dino Prizmic i anden runde i Masters 1000-turneringen i Rom.

Den unge kroat, som er nummer 79 i verden, vandt med cifrene 2-6, 6-2, 6-4.

Så kampen begyndte ellers planmæssigt for Djokovic, der uden besvær vandt første sæt.

Men herfra meldte problemerne sig altså, og Prizmiz ekspederede Djokovic ud efter en kamp på gruset i Italiens hovedstad, den tredjeseedede Djokovic var oversidder i første runde.

Den 20-årige kroat ser den 18 år ældre serber som en legende og som sin bardomshelt

- Jeg har stor respekt for Novak. Han er mit idol. Så det var helt sikkert en fantastisk kamp for mig, sagde Prizmic umiddelbart efter opgøret ifølge Reuters.

Novak Djokovic havde før dagens nedtur ikke været i aktion i knap to måneder på grund af en skulderskade.

Se højdepunkter fra kampen her. 

Belarusisk verdensetter glæder sig til at spille under eget flag

Tennisstjernen Aryna Sabalenka håber fremover at kunne svinge ketcheren under belarusisk flag, efter at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har ophævet alle restriktioner for deltagelse af belarusiske atleter og hold.

Verdensranglistens nummer et på kvindesiden har været nødt til at konkurrere under et neutralt flag på grund af Ruslands krig mod Ukraine, som Belarus har støttet.

- Jeg håber virkelig, at de vil give os vores flag tilbage, siger Sabalenka, der i øjeblikket spiller Italian Open i Rom.

Belarus blev udelukket af IOC i februar 2022, og siden har atleterne stillet op ved eksempelvis OL under neutralt flag.

Fremover kan atleterne igen stille op til blandt andet de olympiske lege under eget flag.

- For mig, der repræsenterer et så lille land, og det hårde arbejde, jeg har måttet lægge i det for at nå til tops, er det bare helt utroligt. Det er et lille land, og at nå helt hertil betyder virkelig meget for mig.

- Jeg ville være super stolt af at repræsentere Belarus, siger Sabalenka.

Den hårdtslående 28-årige tennisstjerne er favorit til at vinde Masters 1000-turneringen Italian Open, som ligger forud for grand slam-turneringen French Open senere på måneden.

Irriteret Tauson gad ikke trække sig

Clara Tauson måtte have behandling undervejs i andet sæt i sit opgør mod ukrainske Oleksandra Oliynykova i Rom.

Men det var ikke nok, for få partier efter måtte danskeren trække sig med en skade i ryggen. 

Det kunne hun med fordel have gjort før, men var påståelig, fordi hun havde håbet, hun var klar til turneringen. Det fortæller hun i et interview med TV 2 Sport.

- Det er selvfølgelig hårdt at skulle trække sig, men jeg skulle have gjort det meget før, siger Clara Tauson.

- Jeg mærkede allerede noget ved 3-1 i første sæt, og jeg prøvede at holde ud, fordi jeg synes, det er irriterende at skulle trække sig, men der er ikke noget at gøre. Det er bare ærgerligt.

Skadesplaget Clara Tauson færdig i Rom

Torsdag var Clara Tauson tilbage på banen på gruset i ATP 1000-turneringen i Rom til sin første kamp siden marts. 

Desværre havde danskeren store problemer med både den ukrainske grusspecialist Oleksandra Oliynykova og med de rygproblemer, der har generet danskeren den sidste tid.

En halv times tennis og så var danskeren bagude 1-0 efter et knusende sikkert 6-1-sæt til ukraineren. Da Tauson så også blev brudt i første serveparti i andet sæt, modtog danskeren behandling for smerter i ryggen.

Tauson gav den et sidste skud, men nåede kun to partier mere, før hun opgav at fortsætte og trak sig fra opgøret med stillingen 3-1 på tavlen.