Overblik: Forstå regnskabet på to minutter

Finans lukker live-dækningen af Novo Nordisks regnskab for kvartal ned. 

Tak, fordi du fulgte med. 

Her er et overblik over det vigtigste fra dagen:

Salgsvækst: Vokser 18 pct. i lokal valuta og rammer dermed en smule over analytikernes forventninger.

Salget af Novo Nordisks vægttabsmiddel Wegovy lander på 17,4 mia. kr., hvilket er mere end en milliard kroner under forventningerne på 18,7 mia. kr.

Det amerikanske salg af lægemidlet er dog hårdt ramt af konkurrence og lovlige kopier. Salget falder med en tredjedel til 10 mia. kr. i kvartalet. 

Salget af Novo Nordisks bedst sælgende produkt, søstermedicinen Ozempic, sælger for 32,7 mia. kr., hvilket er en mia. over analytikernes forventninger og gør dermed op for forskellen i forventningerne til Wegovy.

Vækst i driftsresultatet: Vokser 17 pct. i faste kurser, hvilket er væsentligt over forventningen på 14 pct.

Forventninger: Novo Nordisk nedjusterer forventningerne til salg og driftsresultat, så selskabet nu forventer 13-21 pct. salgsvækst og et driftsresultat på 16-24 pct., begge i faste kurser.

Dermed er midtpunktet for forventninger nedjusteret med tre procentpoint til 17 pct. salgsvækst mod 20 pct. salgsvækst, da forventningerne blev givet ved årsregnskabet i februar.

Nedjusteringen skyldes som forudset af flere analytikere lavere fremgang i selskabets salg af glp-1-midler mod diabetes og svær overvægt i USA. 

Novo Nordisk forventer desuden modvind på valutamarkederne med salgs- og driftsvækst henholdsvis 3 og 5 procentpoint lavere i danske kurser.

Reaktionen: Lars Fruergaard Jørgensen holder tonen helt neutral i sin forberedte kommentar, hvor han peger på lovlige kopier i USA som en del af årsagen til den lavere fremgang i USA.

»Vi har et aktivt fokus på at forhindre ulovlig og usikker compounding (kopier, red.) og arbejder samtidig på at udvide patienternes adgang til vores GLP-1-behandlinger,« udtaler han.

Tre greb skal sende patienter i favnen på Novo Nordisk

Et stort emne var kopimedicin, da Novo Nordisks topledelse onsdag eftermiddag svarede på spørgsmål fra analytikere verden over.

Frem til kl. 14.00 afholdt selskabet en telekonference for investorer efter offentliggørelsen af resultaterne for årets 1. kvartal.

Konkurrencen fra de såkaldte compound-producenter har været større end ventet i 2025.

Det var baggrunden for den nedjustering, Novo Nordisk foretog tidligere på dagen.

De såkaldte compounds, der laver kopier af medicin, har i årevis været en torn i øjet på Novo Nordisk.

På grund af forsyningsmangel har det de seneste år været lovligt for dem at fremstille og sælge kopier af Novo Nordisks opfindelse semaglutid, som bruges i vægttabsmedicin.

Det har skabt et lukrativt marked for kopiproducenterne, der har forsynet en god del patienter med vægttabsmedicin.

Men nu er festen slut, da der ikke længere er mangel. 22. maj forventes FDA at håndhæve forbud mod kopi-salg.

Derfor går Novo Nordisk på jagt for at fange de patienter, der vil gå fra compound-produkter til mærkevare, fortalte David Moore, chef for Novo Nordisks amerikanske forretning.

Tre ting skal sikre, at Novo Nordisk kaprer patienterne i anden halvdel af året:

  • Novo Nordisk vil gøre det billigere for patienter uden sundhedsforsikring at få fat i Wegovy. For nyligt har selskabet indgået et samarbejde med telehealth-firmaer. Og så har apotekerkæden CVS valgt at sælge Wegovy eksklusivt i alle CVS's 9.000 butikker.
  • Novo Nordisk vil desuden fortsætte med at udvide bedre dækning for Wegovy. Det kan hjælpe patienter, der er på kopi-medicin, som har forsikring og vil have adgang til Wegovy for en lav egenbetaling.
  • Målrette kommercielle indsatser rettet mod patienter og lægeklinikker, for at skabe fokus på sikkerheden ved semaglutid sikkerheden ved ægte Wegovy vs. kopi-medicin.

Novo Nordisk antager, at omkring 1 mio. amerikanske patienter i dag tager compound-medicin og at omkring 70 pct. af compound-medicin er kopier af semaglutid.

Novo Nordisk venter reduktion i omfanget af kopimedicin

Novo Nordisk forventer mindre udbredelse af kopimedicin i USA i de kommende måneder.

Det siger selskabet på en telefonkonference, efter at have præsenteret resultater for første kvartal onsdag.

Meldingen kommer i lyset af, at FDA, det amerikanske lægemiddelagentur, for nogle måneder siden gjorde det ulovligt at lave kopiversioner af Novo-opfindelsen semaglutid.

Kopimidler - eller såkaldt compound-versioner af Novo Nordisks medicin - er en torn i øjet på Novo Nordisk, der har gjort mange ting for at bekæmpe compound-apoteker i USA, der kopierer medicinen.

Det er da også udbredelsen af disse midler, der har gjort, at Novo Nordisk onsdag morgen måtte nedjustere forventningerne til året.

Ifølge adm. direktør Lars Fruergaard Jørgensen skyldtes det konkurrence fra amerikanske kopiproducenter, som altså er større end ventet.

Selskabets topledelse ser ifølge Fruergaard »meget alvorligt« på udviklingen, som selskabet allerede arbejder på at stoppe.

»Det handler om at sikre, at vi gennemfører vores planer og vender udviklingen i recepter i USA, hvilket i høj grad er forbundet med at få bugt med compounding (kopier, red.),« siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Har Novo ramt bunden? Nedjustering skaber tiltrængt »lettelse« i markedet

Det ser sådan ud, vurderer flere analytikere efter at have løbet Novo Nordisks regnskabstal igennem.

Trods en nedjustering i både salgs og drift på 3 procentpoint er Novo-aktien oppe med over 5 pct. efter offentliggørelsen af regnskabstallene onsdag morgen.

»Vi forventer indledningsvist en lettelse i markedet efter dagens resultater,« skriver den schweiziske storbank UBS med henvisning til nedjusteringen.

Lars Fruergaard Jørgensen fremlagde i dag sin plan for resten af året, hvor en række tiltag ventes at hæve væksten i andet halvår ifølge ledelsen.

Banken mener dermed, at investorernes bekymringer nu kan bevæge sig videre fra frygten for pres på kerneforretningen, til hvornår væksten retter sig.

Det får også britiske Barclays til at lege med tanken om, at aktien frem over har udsigt til stignger.

»Vi stillede i går aftes spørgsmålet, om Novos annus horribilis var slut, og vores vurdering efter morgenens resultater er, måske?« skriver banken onsdag formiddag.

Fruergaard om børskrise: Situationen i USA skal vendes

Lars Fruergaard Jørgensen, adm. direktør i Novo Nordisk, og Karsten Munk Knudsen, finansdirektør, besvarede spørgsmål fra pressen frem til 8.45.

Her er et overblik over de vigtigste emner:

Novo Nordisk skal genvinde investorernes tillid

Investorernes tillid til Novo Nordisk er på sit laveste i mange år med dykket med 53 pct. siden toppen i sommer.

Analytikerne peger primært på den skuffende fremgang i USA, hvor vægttabsmidlet Wegovy ikke vokser så meget som forventet.  

Selskabets topledelse ser ifølge Fruergaard »meget alvorligt« på udviklingen, som selskabet allerede arbejder på at stoppe.

»Det handler om at sikre, at vi gennemfører vores planer og vender udviklingen i recepter i USA, hvilket i høj grad er forbundet med at få bugt med compounding (kopier, red.),« siger Lars Fruergaard Jørgensen. 

Ledelsen peger på tre tiltag, der skal hæve væksten i andet halvår:

  1. Kampen mod lovlige kopier skal fortsætte. 
  2. Større adgang til selskabets medicin
  3. Yderligere fart på den internationale udrulning af vægttabsmidlet Wegovy

Novo Nordisks stiger over 5 pct. ved åbning, efter selskabets har delt regnskabstal. 

Øvrige kommentarer fra ledelsen:

  • Novo Nordisk har opbygget produktionskapacitet til en »fuld« lancering af Wegovy i pilleform potentielt omkring årsskiftet. Pillen skal laves i USA.
  •  Hvis USA pålægger lægemidler told kan det få negativ betydning for Novo Nordisk finansielt.
  • Tidligere kommerciel direktør Camilla Sylvests pludselige afgang i Novo Nordisk havde intet at gøre med Novo Nordisks tab af markedsandele på markedet for vægttabsmedicin i USA
Novo Nordisk dropper diversitetsmål i USA

Trump-administrationens kamp mod diversitet tvinger Novo Nordisk til at droppe diversitetsmål i USA.

Det viser en meddelelse, selskabet har sendt ud tirsdag i forbindelse med resultaterne for første kvartal af 2025.

Det drejer sig mere konkret om mål for kvinder i ledelse.

»Mens Novo Nordisk opretholder vores globale ambition om mindst 45 pct. repræsentation for hvert køn ved udgangen af 2025, vil Novo Nordisk’s operationer i USA ikke længere deltage i denne globale indsats på grund af ændrede lovkrav,« skriver Novo Nordisk.

Annonceringen kommer efter, at USA’s præsident, Donald Trump, har blæst til kamp mod virksomheders arbejde med diversitet, DEI-initiativer.

Få dage efter at han havde sat sig i Det Hvide Hus, indførte præsidenten tre bekendtgørelser med det formål at ramme DEI-programmer og ledelser i offentlige virksomheder og organisationer.

Det fik bl.a. Danmarks største erhvervsorganisation, Dansk Industri, til at sende anbefalinger ud til danske virksomheder om at være »særligt opmærksom på initiativer, der inkluderer numeriske mål, og overvej at fjerne disse.«

Novo Nordisk nedjusterer efter sløv start i USA

Salgsvækst: Vokser 18 pct. i lokal valuta og rammer dermed en smule over analytikernes forventninger.

Salget af Novo Nordisks vægttabsmiddel Wegovy lander på 17,4 mia. kr., hvilket er mere end en milliard kroner under forventningerne på 18,7 mia. kr.

Det amerikanske salg af lægemidlet er dog hårdt ramt af konkurrence og lovlige kopier. Salget falder med en tredjedel til 10 mia. kr. i kvartalet. 

Salget af Novo Nordisks bedst sælgende produkt, søstermedicinen Ozempic, sælger for 32,7 mia. kr., hvilket er en mia. over analytikernes forventninger og gør dermed op for forskellen i forventningerne til Wegovy.

Vækst i driftsresultatet: Vokser 17 pct. i faste kurser, hvilket er væsentligt over forventningen på 14 pct.

Forventninger: Novo Nordisk nedjusterer forventningerne til salg og driftsresultat, så selskabet nu forventer 13-21 pct. salgsvækst og et driftsresultat på 16-24 pct., begge i faste kurser.

Dermed er midtpunktet for forventninger nedjusteret med tre procentpoint til 17 pct. salgsvækst mod 20 pct. salgsvækst, da forventningerne blev givet ved årsregnskabet i februar.

Nedjusteringen skyldes som forudset af flere analytikere lavere fremgang i selskabets salg af glp-1-midler mod diabetes og svær overvægt i USA. 

Novo Nordisk forventer desuden modvind på valutamarkederne med salgs- og driftsvækst henholdsvis 3 og 5 procentpoint lavere i danske kurser.

Reaktionen: Lars Fruergaard Jørgensen holder tonen helt neutral i sin forberedte kommentar, hvor han peger på lovlige kopier i USA som en del af årsagen til den lavere fremgang i USA.

»Vi har et aktivt fokus på at forhindre ulovlig og usikker compounding (kopier, red.) og arbejder samtidig på at udvide patienternes adgang til vores GLP-1-behandlinger,« udtaler han.

Kommer Novo Nordisk til at nedjustere?

Hvad sker der: Novo Nordisk deler regnskabstal for første kvartal onsdag morgen kl. 7.30.

Klokken 8.15 tager ledelsen spørgsmål fra pressen, og klokken 13 afholder selskabet telekonference for investorer og analytikere.

Finans live-dækker regnskabet, ledelsens kommentarer og reaktioner. 

Hvorfor er det vigtigt: Novo Nordisk er kommet under pres, og kursen i Danmarks største medicinalselskab er dykket med 55 pct. siden toppen i sommer. 

Det skyldes ifølge analytikere flere ting, men først og fremmest fremhæver de lavere fremgang med vægttabsmidlet Wegovy på det vigtigste marked i USA. 

Derudover er der ifølge analytikerne opstået tvivl om selskabets pipeline med kommende lægemidler og dermed kilden til langsigtet vækst. 

Hvad skal man holde øje med: En nedjustering. 

Flere analytikere forudser, at Novo Nordisk kommer til at nedjustere sin resultatprognose for året i regnskabet, fordi fremgangen i Wegovy er stagneret i det nye år.

De tror, at skuffelsen er så stor, at selskabet ikke kan nå at indhente det tabte i løbet af året, og at topledelsen derfor må nedjustere.

Hvad er forventningen: Novo Nordisk regner med 16-24 pct. vækst i salget i år og 19-27 pct. vækst i driftsresultatet justeret for valutakurser.

Analytikernes gennemsnits-estimat for salgsvæksten i første kvartal er 17,6 pct. i lokale valuta eller 78,3 mia. kr.

Driftsresultatet ventes i kvartalet at vokse med 14 pct. justeret for valutaudsving svarende til 37,2 mia. kr.

Hvad bliver reaktionen: Det er svært at se noget positivt i en nedjustering, men nogle analytikere mener, at nedjusteringen allerede er priset ind i aktien i dag. 

Derfor kan konsekvensen i deres optik blive mindre end ellers.