Bilist har ramt to fodgængere i København

Bernstorffsgade ved Hovedbanegården i København er fredag aften afspærret, efter at en bil har ramt to fodgængere. Ingen er ifølge de første oplysninger kommet alvorligt til skade.

En af de mest eftersøgte mænd i verden er blevet pågrebet

Den 40-årig  Michael James Pratt fra New Zealand, som har været på FBI's liste over verdens mest eftersøgte personer, er blevet pågrebet af spansk politi. Det skriver TV 2.  Han er bl.a. anklaget for menneskehandel, hvidvask og fremstilling af børneporno. 

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt elselskab igen

Energiselskabet Grow energy er nu for anden gang blevet politianmeldt for vildledning og uønsket telefonsalg. Det fremgår af en pressemeddelelse. Selskabet har ifølge klagerne til Forbrugerombudsmanden givet urigtige oplysninger, bl.a. har det udgivet sig for at være forbrugerens nuværende elselskab.

Putin beordrer forsvarsindustri til at skaffe russiske styrker »alt, hvad de har brug for«

Præsident Vladimir Putin har beordret sit lands forsvarsindustrichefer til at sikre, at den russiske hær får alle de våben og alt det militære udstyr og ammunition, den skal bruge for at kæmpe i Ukraine. Det skal ske »inden for de kortest mulige tidsrammer«, sagde præsidenten på et møde med cheferne. Det skriver The Guardian.

Den »vigtigste nøgleopgave« er at forsyne de russiske styrker med »alt, hvad de har brug for«, sagde Putin.

Amerikansk budgetaftale stemt igennem

Repræsentanternes Hus i USA har fredag stemt for en enorm budgetaftale på 1660 milliarder dollar. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det skal være med til at forhindre en delvis nedlukning af USA's statsapparat.

Kvinde fundet død

En forbipasserende har fredag aften fundet en død kvinde i grønt område ved Motelvej i Roskilde, meddeler Midt- og Vestsjællands Politi. Politiet er nu til stede for at foretage undersøgelser, men vil ikke oplyse yderligere.

Indbrudstyv fanget: Låste sig inde

Natten til fredag anholdt grønlandsk politi i Nuussuaq en formodet indbrudstyv i en relativt let sag, skriver KNR. Manden var kommet til at låse sig selv inde i det skur, han angiveligt forsøgte at stjæle fra. Da han begyndte at banke for at komme ud, blev politiet tilkaldt og kunne foretage anholdelsen.

Talibans forbud for kvinder på universiteterne fordømmes også blandt muslimske lande

Qatar, Tyrkiet og Saudi-Arabien fordømmer Talibans beslutning om at forbyde kvinder på universiteterne i Afghanistan. Det skriver DR.

Beslutningen blev med det samme fordømt af blandt andre USA og FN, men nu tilslutter flere muslimske lande sig altså kritikken. 

Næsten 1,5 mio. amerikanere uden strøm grundet stormvejr

Vinterstormen Elliot raser i store dele af USA, og næsten 1,5 mio. elkunder er nu ramt af strømafbrydelser som følge af vejret. Det skriver CNN. Særligt staterne North Carolina, Virginia, Tennessee, New York og Connecticut er ramt.

Macron: Frankrigs kurdere var mål for hadsk angreb

Frankrigs kurdiske borgere blev udsat for et »hadsk angreb«, da tre personer fredag blev dræbt ved et kurdisk kulturcenter i Paris, skriver den franske præsident, Emmanuel Macron, på Twitter.

»Vores tanker er hos ofrene, hos de personer, der kæmper for deres liv, og hos deres familier og deres nærmeste,« lyder det fra præsidenten.