Lektor: Aftale er kortere end typisk

Den overenskomstaftale, som er indgået søndag for industrien, er kortere end det typiske.

Det siger Christian Lyhne Ibsen, som er lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds– og Organisationsstudier, til TV 2 News.

Han hæfter sig ved, at overenskomstsaftalerne ofte løber over tre år, og ikke to, som den nye aftale.

Danske Bank: Pilen peger mere opad for lønningerne

Ifølge Danske Banks cheføkonom Las Olsen er der lagt op til en solid lønstigning med overenskomstaftalen søndag.

Det skriver han i en kommentar sendt til Ritzau. Men meget vil også afhænge af de lokale forhandlinger, understreger han.

– Aftalen lægger op til, at de lokale lønforhandlinger skal give noget mere end vi har set i 2022, hvor de store lønstigninger udeblev, selv om arbejdsmarkedet faktisk var historisk stramt, skriver han.

Nu skal medlemmerne og arbejdsgiverne selv tage stilling

Selv om forhandlerne på industriens område nu har landet en aftale, er det ikke endeligt afklaret, om aftalen bliver ført ud af livet.

Nu skal medlemmerne af de omfattede fagforbund og arbejdsgiverne sige god for aftalen.

HK-forbundsformand: Flere svære forhandlinger venter

Anja C. Jensen, som er forbundsformand i HK, skriver på Twitter, at søndagens aftale er den første af en række historisk svære forhandlinger.

– Stærkt gået! Nu skal vores dygtige forhandlere i HK Privat og HK Handel i gang, skriver hun.

Tweet
Arbejdsmarkedsforsker: Oddsene har været imod en aftale

Arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl, Aalborg Universitet, kalder over for Ritzau aftalen for et klassisk kompromis.

Han mener samtidig, at det er klart, at der er høje forventninger til aftalen fra fagbevægelsens bagland. Men han kalder det samtidig imponerende, at der er landet en aftale. Oddsene har været imod en aftale, vurderer han.

Teknisk landsforbund: Godt med fokus på lokale lønstigninger

Forbundsformand i Teknisk Landsforbund, Jannik Frank Petersen, siger i en skriftlig kommentar til Ritzau, at han er glad for aftalen.

– Det er en aftale, som har stor fokus på lokal lønudvikling, som er afgørende for at sikre ordentlige lønninger. Samtidig rummer aftalen også rigtig fine elementer i forhold til efteruddannelse, lyder det.

Sydbank: Dansk økonomi kan fint klare lønstigning på fire procent

Mathias Dollerup Sproegel, som er seniorøkonom hos Sydbank, siger i en analyse, at han vurderer, at købekraften kan blive genoprettet over de næste to til tre år, når man tager industriens overenskomst og de forventede lokale lønstigninger.

Han kalder også lønstigningerne "i den høje ende."

– Det er en direkte konsekvens af en meget lav ledighed og en tårnhøj inflation. Dansk økonomi er dog heldigvis bundsolid og kan godt holde til lønstigninger på omkring 4 procent, uden konkurrenceevnen forringes væsentligt. Lønstigninger på 4 procent bør heller ikke skabe løn- og prisspiraler, lyder det i analyse, som er sendt til Ritzau.

Dansk Metal-formand: Overenskomst handler om helhedsbilledet

Dansk Metals formand Claus Jensen siger til TV 2 News, at der ikke er et bestemt element, som særligt overbeviste ham om, at man kan lave en aftale.

– Jeg synes, at det er svært at fremhæve en bestemt ting. Når du forhandler en overenskomst, så er det det samlede hele, siger han.

DI-direktør: Dyreste overenskomst nogensinde

Lars Sandahl Sørensen, som er administrerende direktør hos Dansk Industri, kalder den nye overenskomst den dyreste nogensinde. Men han mener, at der er fundet en god balance.

–  Det er det punkt, som vi har forsøgt i fællesskab at ramme. Et punkt, hvor vi både kan give noget kontant til medarbejderne og så sikre virksomhedernes konkurrencedygtighed, siger han til TV 2 News.


Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Overenskomst skal forbedre mulighederne for uddannelse

Et andet element af overenskomsten er, at den skal give bedring mulighed for uddannelse. Det skriver Dansk Industri i en pressemeddelelse.

Parterne hæver støtten fra Industriens Kompetenceudviklingsfond til voksenlærlinge. Det skal styrke incitamenterne til at løfte flere ufaglærte medarbejdere til faglært niveau.