Pressemødet om efterforskningen af den 32-årige mand, der blev anholdt og sigtet i forbindelse med kidnapningen af en 13-årig pige for halvanden uge siden, er nu afsluttet.
Her kunne politiet oplyse, at som følge af yderligere efterforskning, er den 32-årige nu også sigtet for drabet på Emilie Meng, hvis lig blev fundet i en sø nær Borup i december 2016 efter at have været forsvundet siden juli samme år.
Den 32-årige er ligeledes blevet sigtet for yderligere en sag. Det drejer sig om et overfald på en ung kvinde i Sorø i november sidste år. Manden er sigtet for voldtægtsforsøg og trussel med kniv.
Politiet bekræftede ligeledes, som det var skrevet om i flere medier, at den 32-årige mands tidligere bil, en sølvgrå Hyundai i30, er blevet beslaglagt i Slovakiet. Politiet efterlyste en lignende bil tilbage i 2016 under efterforskningen af Emilie Mengs forsvinden og drab.
Flere journalister spurgte på pressemødet ind til, om politiet havde gjort deres arbejde godt nok i 2016, siden manden allerede dengang ejede en bil som matchede efterlysningen og desuden boede i nærområdet.
Det ønskede politiinspektør Kim Kliver imidlertid ikke at kommentere.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har tidligere erkendt, at der blev begået fejl i efterforskningen af Emilie Meng-sagen. Det skyldes, at politiet ikke indså sagens alvor med det samme, og derfor blev der ikke indsamlet overvågningsmateriale og andre potentielt vigtige beviser i drabssagen.
»Det er rigtigt, at politiet – på baggrund af de dengang foreliggende oplysninger – i den helt indledende fase, vurderede, at sagen drejede sig om en eftersøgningssag. Det medførte, at visse efterforskningsskridt ikke blev taget i opstartsfasen, hvilket ville være sket, hvis vi havde vurderet sagen anderledes,« skrev politiet i 2019 i en offentlig udtalelse.