En 59-årig kvinde har mistet livet i forbindelse med en trafikulykke tirsdag eftermiddag ved Skjoldborg i Thy.
Ulykken skete kort før klokken 14 på Oddesundvej ved Skjoldborg, som ligger syd for Thisted.
Her holdt kvinden stille i sin personbil for at foretage et venstresving væk fra Oddesundvej, da hun blev påkørt af en bil bagfra. Hun blev derefter skubbet over i modsatte kørebane, hvor hun blev ramt af en lastbil.
I bilen, som ramte kvindens bil, befandt sig to personer. De meldes ifølge vagtchefen lettere tilskadekomne og er kørt på hospitalet. Føreren af lastbilen er ikke kommet til skade.
Ifølge vagtchefen er der ikke umiddelbart noget, som tyder på, at den bagfrakommende bilist har været påvirket.