Svensk frygt efter dansk forbud

Danmarks beslutning om at gøre koranafbrændinger ulovlige kan forværre Sveriges situation.

Det den svenske oppositionsleder og tidligere statsminister Magdalena Andersson fra Socialdemokraterna.

»Hidtil i denne korankrise har Sverige og Danmark kunnet have hinandens ryg. Det, der sker, når danskerne ændrer deres lovgivning, er, at vi står alene og ender i en meget sårbar situation. Verdens øjne vil være rettet mod os,« siger hun til mediet SVT. 

Hun kræver en hurtig afklaring fra den svenske regering på, hvordan den vil garantere svenskernes sikkerhed.

Omvendt er hun ikke sikker på, at den danske vej er den rigtige, skriver SVT:

»Nu har vi lige set det her lovforslag, så det er for tidligt at tage stilling. Det er heller ikke sikkert, at det, der fungerer i dansk lovgivning, også rent teknisk fungerer på svensk.«

Ikke stikke eller tisse i hellige bøger

Om begrebet »utilbørlig behandling« skriver Justitsministeriet:

»Ved »utilbørlig behandling« forstås handlinger, hvorved de af bestemmelsen omfattede genstande ødelægges på en nedsættende eller forhånende måde eller i øvrigt behandles forhånende eller nedsættende.«

»Det vil omfatte enhver utilbørlig behandling, herunder afbrænding, tilsøling og at der f.eks. trampes på eller sparkes til genstanden, eller at genstanden ødelægges ved f.eks. at rive i genstanden, klippe heri eller lignende. Det vil også omfatte tilfælde, hvor genstanden stikkes i med en kniv.«

Faktaarket kan læses her.

Definitionen på genstande med "væsentlig religiøs betydning"

Justitsministeriet har lavet en faktaark om lovforslaget.

Her uddybes blandt andet, hvad der menes med begrebet ”genstand med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund” - altså dé genstande, man ikke længere på brænde eller behandle utilbørligt.

Det skal forstås som:

»Fysiske genstande, som inden for den pågældende trostradition anses for hellige eller særligt repræsentative for troens bekendelsesgrundlag og/eller lære, f.eks. centrale religiøse skrifter og lignende, der tillægges høj grad af hellighed i trossamfundet.«

Eksempler er bibelen, koranen, torahen og vedaerne fra hinduismen.

Alle religiøse genstande er dog ikke omfattet. For eksempel går beklædningsgenstande såsom tørklæder fri:

»At en genstand anvendes af religiøse grunde eller som led i religionsudøvelse er ikke i sig selv tilstrækkeligt
til, at genstanden omfattes, ligesom genstande, som af kulturelle eller politiske grunde er forbundet med religionen, men som ikke i sig selv er af væsentlig religiøs betydning, herunder beklædningsgenstande, heller ikke omfattes,« hedder det.

Professor: Tegninger kan blive det næste

Regeringens lovforslag om at forbyde koranafbrændinger kan åbne for alternative demonstrationer, som på samme måde som koranafbrændingerne, kan udløse stærke reaktioner i udlandet.

Det mener professor i forvaltningsret på Københavns Universitet Jens Elo Rytter.

»Hvis man eksempelvis begynder at latterliggøre tegninger af hellige personer - herunder Muhammed og lave manifestationer af det i stedet for, kunne man forestille sig, at det også ville afføde en stærk reaktion i udlandet,« siger Jens Elo Rytter til Ritzau.

Tegninger af religiøse ledere er ikke omfattet af regeringens forslag om et forbud.

Politiforbundet: Ingen betjente må komme i klemme

Politiforbundets formand Heino Kegel kræver, at lovgivningen, som hans medlemmer snart skal håndhæve, bliver »klokkeklar«.

»Det vigtigste for Politiforbundet, i forhold til forbud mod afbrænding af hellige skrifter, er, at ingen politifolk kommer i klemme, når de nye retningslinjer skal håndhæves,« skriver han på det sociale medie X. 

I praksis bliver det op til politiet at gribe ind på gaden, hvis en koran bliver skændet. Spørgsmålet er, hvornår en handling udgør en »utilbørlig behandling«? 

Liberal Alliance: »Tillykke til Al-Qaeda og Co.«

Liberal Alliance skriver i et opslag på det sociale medie X, at det er en trist dag for danskerne og en god dag for ekstremisterne.

»Tillykke, Al-Qaeda og Co.« skriver partiet.

Hvad må man? Hvad må man ikke?

Mine kolleger er dykket ned i lovforslagets tekst og giver her en række konkrete eksempler på, hvad der vil blive forbudt med lovforslaget - og hvad man stadig gerne må.

For eksempel vil det stadig være lovligt at smide en bibel i en offentlig skraldespand. Bare man ikke gør det på en »nedsættende eller forhånende« måde.

Flere eksempler her:

Løkke ser risiko for boom i koranafbrændinger den kommende tid

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) forudser, at regeringens plan om at forbyde koranafbrændinger, kan føre til en opblomstring i antallet af netop koranafbrændinger den kommende tid. 

»Jeg har brugt meget tid på at forklare det lidt paradoksale, at fordi regeringen har den her intention, så vil man på den korte bane nok snarere se flere end færre koranafbrændinger,« sagde han på pressemøde.

Regeringen forbeholder sig derfor retten til at "speede" vedtagelsen af forbuddet op.

I første omgang sendes lovforslaget i høring i fire uger.

Men på samme tid vil regeringen fremsætte lovforslaget i Folketinget allerede 1. september. Altså om en uge.

Det skyldes, at der er »risiko for, at situationen hurtigt kan ændre sig,« skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Tæt besøgt pressemøde
Lovudkast offentliggjort

Regeringen vil kriminalisere utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for trossamfund.

Justitsministeriet har netop offentliggjort udkastet til lovforslaget. Det kan læses her (eksternt link).

Konkret foreslår regeringen at udvide straffelovens § 110 e med denne tilføjelse:

»Stk. 2. På samme måde straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund eller en genstand, der fremstår som en sådan.«