Norge er klar til at give ekstra luftværn til Ukraine

Norge er klar til at give flere milliarder ekstra til luftværn i Ukraine, siger statsminister Jonas Gahr Støre til norsk TV2 og avisen VG. Det kommer oven i de 75 milliarder norske kroner, som Norge har afsat til Ukraine over de næste fem år, også kaldet Nansen-programmet.

Netanyahu: De næste dage vil vi øge det militære pres i Gaza

Premierminister Benjamin Netanyahu siger søndag, at Israel vil øge sit "militære pres" på palæstinensiske grupper i Gaza.

Han siger, at formålet er at sikre frigivelsen for de gidsler, der stadig befinder sig i Gaza.

»I de kommende dage vil vi øge det militære og politiske pres på Hamas, for det er den eneste måde at befri vores gidsler på,« siger han i en videofilmet erklæring aftenen før den jødiske påske.

Han truer med at levere yderligere og smertefulde slag. Men han siger ikke, hvad det konkret handler om.

Israels regering har indtil for få dage siden antaget, at lidt under 100 af de tilbageværende gidsler i Gaza stadig er i live.

FCK-træner: Vi var tynget af omstændighederne

Efter de første tre kampe i mesterskabsspillet og sølle et point på kontoen var FC København-træner Jacob Neestrup lettet efter søndagens 2-0-sejr over Silkeborg i Parken.

FCK-træneren erkender, at spillet blev forkrampet og nervøst, men det vigtigste var at slippe fra kampen med alle tre point.

»Når man kommer fra tre kampe uden sejr, så er Silkeborg ikke den nemmeste modstander, fordi de kan gøre både modstanderen og fansene utålmodige med deres spil,« siger Neestrup til klubbens hjemmeside.

»Som sagt var vi måske også lidt tynget af omstændighederne, men spillerne leverede en solid arbejdsindsats, og vi står her bagefter med de tre point, som vi kom efter, så opgaven er løst.«

Fem personer anholdt efter en mand er fundet død

Politiet har anholdt fem personer i forbindelse med et dødsfald i en lejlighed i det centrale Struer.

Det oplyser vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj.

»Fem personer er blevet anholdt. Det er bare lige for at sikre deres tilstedeværelse,« forklarer vagtchefen.

Anmeldelsen tikkede ind hos politiet klokken 16.02.

Kort tid efter ankom en læge til lejligheden og erklærede en mand død.

»Vi kan ikke udelukke, at der er sket noget mistænkeligt. Det er derfor, vi undersøger det (dødsfaldet, red.),« siger Ole Vanghøj.

FCK vågner op i slutspillet og slår ufarlige Silkeborg

Med en pligtsejr over Silkeborg holder FC København liv i håbet om at genvinde det danske mesterskab.

På hjemmebane i Parken vandt københavnerne søndag 2-0 over de harmløse gæster, der er uden sejr i 14 ligakampe i træk.

Denis Vavro bragte hjemmeholdet foran med 1-0 lige før pausen, da slovakken erobrede bolden langt fremme på banen og fra hjørnet af straffesparksfeltet drejede den over Nicolai Larsen i Silkeborg-målet.

Føringsmålet faldt i kølvandet på en god FCK-periode efter en chancefattig og nervøs første halv time af de regerende mestre. 

24-årig anholdt efter knivstikkeri i Herning

En 24-årig mand er blevet anholdt i forbindelse med et knivstikkeri, der fandt sted i Herning søndag morgen.

Det oplyser vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj til TV Midtvest.

Politiet modtog klokken 05.21 en anmeldelse om, at en 29-årig mand var blevet stukket med en kniv i skulderen.

Ifølge TV Midtvest har politiet en formodning om, at den anholdte og den forurettede kender hinanden.

Den 29-årige er blevet behandlet på hospitalet og er udskrevet. Politiet har endnu ikke fundet gerningsvåbnet, lyder det fra vagtchefen.

Pogacar vinder klassikeren Liège-Bastogne-Liège

En rytter var en klasse bedre end de øvrige i Liège-Bastogne-Liège.

Tadej Pogacar vandt søndag monumentet i Belgien efter fornem solokørsel på de sidste 35 kilometer.

Det var anden gang i karrieren, at Pogacar vandt løbet i Belgien. Han vandt også i 2021.

Det er den sjette sejr i et monument for den 25-årige slovener, der også har vundet Tour de France to gange.

Pogacar kørte først over målstregen i ensom majestæt og med begge hænder pegende mod himlen.

Stort dansk medaljehåb udtaget til OL

Den danske kajakroer Emma Aastrand Jørgensen er søndag blevet udtaget til OL i Paris. Det skriver DR.

Emma Aastrand Jørgensen vand sølv ved legene i 2016 i 500 meter enerkajak. Nu får hun muligheden for at komme helt til tops på podieskamlen. 

»Det er jo vildt motiverende at få chancen for at vinde en medalje og stå på podiet i Paris,« siger Emma Aastrand Jørgensen i en pressemeddelelse fra Team Danmark. 

Emma Aastrand Jørgensen er udover 500 meter enerkajak også udtaget i 500 meter toerkajak, hvor hun sammen med Frederikke Hauge Matthisen vandt VM-guld i 2023.

Tyrkiet har anholdt 36 formodede IS-medlemmer

I Tyrkiet har myndighederne anholdt 36 personer, som er mistænkt for at have forbindelse til Islamisk Stat (IS).

Anholdelserne er foretaget under operationer i fire provinser, oplyser indenrigsminister Ali Yerlikaya.

Der blev fundet en del skydevåben under politiets razziaer, siger han.

I et indlæg på X, det tidligere Twitter, skriver Yerlikaya, at de anholdte ifølge anklagemyndigheden har været aktive i IS ved at finansiere og skaffe forsyninger til gruppen.

IS har udført flere angreb i Tyrkiet. Gruppen har blandt andet taget skylden for et natklubangreb i Istanbul den 1. januar 2017, hvor 39 mennesker blev dræbt.

Russisk optrapning på vej, mener tænketank

Det amerikanske Institute for the Study of War (ISW) skriver søndag i en analyse, at Rusland formentlig kommer til at optrappe angreb på Ukraine i de kommende uger. 

Det sker, i følge tænketanken, for at udnytte tiden inden en stor amerikansk hjælpepakke fra USA kan nå at bidrage til det ukrainske forsvar.