Isglatte veje skaber problemer i trafikken flere steder i den østlige del af landet.
Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi melder om "rigtig mange" færdselsuheld fredag aften.
Vagtchef Bo Georg Petersen siger, at der har været så mange uheld, at politiet ikke har haft tid til at køre ud til dem alle.
- Der er heldigvis ikke ret mange, som er kommet til skade. Nogle har skullet tilses, lyder det fra vagtchefen.
Han tilføjer, at politikredsen har haft meget travlt siden klokken 18 fredag aften.
Også i Nordsjællands Politis kreds har man haft travlt - og det gælder særligt ved Helsingørmotorvejen, oplyser vagtchef Thomas Ratzlaff.
- Helsingørmotorvejen har været spærret i nogle timer nu. Nogle lastbiler kom i skred og havnede i rabatten. Dem har man arbejdet på at trække fri, siger vagtchefen fredag aften.
Desuden lyder det fra Thomas Ratzlaff, at der er "betydelig forlænget rejsetid" mellem Helsingør og København.
Han anbefaler derfor, at man benytter andre veje end Helsingørmotorvejen, hvis man skal køre mellem de to byer.
Flere politikredse på Sjælland, Fyns Politi samt Syd- og Sønderjyllands Politi melder også om glatte veje og sort is.