Fældet af specialpatruljen: Hjem i Aarhus-forstad gemte på narko og en revolver

En 29-årig mand fra Lystrup er fredag blevet varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Manden er sigtet for besiddelse af skydevåben under skærpende omstændigheder, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Det var politiets specialpatrulje, der torsdag aften kl. 18.49 foretog en ransagning på mandens adresse i Lystrup, og her fandt man en revolver med fem stykker ammunition samt en mindre mængde narkotika. 

Den 29-årige blev anholdt på adressen kl. 19.17.

Tre mænd sigtet for salg af narko

En patrulje kom torsdag kl. 14.59 kørende ad Viborgvej i Hasle, da man fik øje på en personbil, hvis ejer var idømt kørselsforbud, og de besluttede derfor at standse den.

Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.   

På bilens førersæde sad dens 22-årige ejer, som var idømt kørselsforbud, og han blev derfor indledningsvist sigtet for kørsel uden førerret. På passagersædet ved siden af sad en 23-årig mand, som virkede meget nervøs ved politiets tilstedeværelse. Der lugtede desuden kraftigt af hash fra de åbne bildøre, og patruljen foretog derfor en ransagning af bilen. I bilen fandt de flere salgsposer med hash og skunk samt et kontant beløb, og de to mænd blev anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg og taget med på politistationen.

På baggrund af anholdelsen blev politiet desuden opmærksomme på en adresse i Brabrand og kørte dertil for at ransage yderligere. 

På adressen fandt politiet adskillige salgsposer med skunk samt et større kontantbeløb, og den 23-årige mand, som havde bopæl på adressen, blev derfor også sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.

Nu får AGF sin egen gade

Grønnegade bliver til "AGF-gaden", når Festugen sparker til Aarhus om nogle uger. 

Det skriver Aarhus Festuge på Facebook. 

Forvandlingen sker 6. september fra klokken 10-16, hvor man kan opleve et AGF-univers i den kendte gade fyldt med aktiviteter for både børn og voksne.

AGF-gaden sker som en del af programmet til Festugens 60 års jubilæumsfejring 'Hele Aarhus Fejrer'.

Julie Berthelsen: »Jeg fik at vide, at jeg var fed og grim«

Koncertaktuelle Julie Berthelsen fik noget af et kulturchok, da hun flyttede til Danmark for at læse i Aarhus. 

»Jeg har oplevet hyggeracisme masser af gange, men jeg tager det ikke til mig. Da der var debat om eskimoisen, så kunne folk bare kalde mig eskimo. Jeg er ligeglad. Men jeg vil have, at man lytter til dem, der ikke er ligeglade. Da fik selv jeg at vide, at jeg skulle skride hjem, og at jeg var fed og grim,« fortæller hun til Ritzau.

Læs mere her

Politi undersøger mistænkeligt forhold: Skud afgivet mod éntredør

Det meste af dagen torsdag var Østjyllands Politi til stede på Fuglesangs Allé i Aarhus V, efter at der via 112 klokken 03.05 var kommet en anmeldelse om, at en mand havde hørt en rude i hoveddøren blive knust og efterfølgende noget, der kunne lyde som skud, i opgangen.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten. 

Politiet kørte straks til adressen, fik afspærret stedet og i løbet af morgenen afsøgt området med både betjente og hunde. I løbet af torsdagen blev der foretaget yderligere undersøgelser.

Undersøgelserne på stedet viser, at der er affyret et skud ind mod en entredør på adressen. Der er foretaget sporsikring og optaget vidneforklaringer for at sammenstykke et præcist hændelsesforløb, og sagen er nu under efterforskning. 

Der er ikke anholdte eller sigtede til sagen.
Det er politiets opfattelse, at der er tale om et internt opgør målrettet en specifik person. 

Undersøgelserne på stedet er afsluttede, men politiet vil løbende være til stede i området fredag med tryghedsskabende patruljer.

Ny og gratis festival

Universitetsparken i Aarhus bliver snart forvandlet til en gratis endagsfestival med både talks, musik og picnicstemning, når Folkeuniversitetet for første gang inviterer til PARK – en ny udendørs festival.

Festivalen løber 9. august fra klokken 10 til 22 og forener videnskab, kultur og underholdning i rammer, der normalt er forbeholdt studerende og ansatte på Aarhus Universitet,

Læs mere her

Ikonisk vinhandel smider håndklædet i ringen

Efter tre år på Aarhus Ø lukker og slukker Chas. E. vinhandlen i Nicolinehus. 

Med lukningen er det formentlig et permanent farvel til midtbyen, hvor særligt trafikken er blevet en udfordring, siger ejeren. 

Læs mere her:

Berømt havemand fylder rundt

I dag er det Søren Ryge Petersens fødselsdag. 

Den berømte havemand fra Djursland fylder 80 år.

Læs mere her

Store uheld på E45 ved Aarhus

Motorvej E45 ved Aarhus var onsdag spærret ad to omgange i forbindelse med færdselsuheld.

Klokken 08.37 skete der et uheld i sydgående retning ud for Tilst, da en 46-årig kvindelig bilist påkørte en bil foran hende, som var punkteret og stod med havariblinket tændt. 

Hverken den 46-årige kvinde eller den 52-årige mand, som havde været chauffør i den anden bil, kom til skade ved uheldet, men begge biler fik store skader, og motorvejen var helt spærret i ca. 45 minutter, før trafikken atter kunne køre forbi.

Senere på dagen, klokken 14.45, var den gal igen. Her skete der endnu et uheld - denne gang i nordgående retning ved afkørslen Aarhus Vest, da syv personbiler og en lastbil var impliceret i et harmonikasammenstød. 

En 55-årig mandlig bilist bremsede op for at undgå sammenstød med en forankørende, hvilket startede en kæde af påkørsler blandt køretøjerne bagved. 

En 27-årig mandlig lastbilfører, en 54-årig kvindelig bilist, en 62-årig mandlig bilist og en 44-årig mandlig bilist blev alle sigtet for ikke at holde tilstrækkelig afstand til den forankørende. Ingen kom umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet, oplyser Østjyllands Politi. 

Kort før valget mister lokalpolitikerne vigtigt våben

Meta lukker ned for politiske annoncer en måned før kommunalvalget. Det tvinger aarhusianske spidskandidater til at omlægge deres strategi.

Læs mere her