I Den Gamle By kan alle i denne uge få adgang til en helt speciel lejlighed, der normalt er 'skjult' for museets besøgende.
Der er landet over demensuge - og derfor åbner Den Gamle By dørene for sin 'Erindringslejlighed'.
Normalt er lejligheden lukket for gæster og er i stedet forbeholdt særlige forløb til demensramte, pårørende og sundhedspersonale. Men denne uge er den altså åben for alle.
Erindringslejligheden er en helstøbt tidslomme fra 1950’erne med tre værelser, hvor man må røre, smage og være med til at ordne praktiske gøremål.
I det historiske, troværdige miljø får de demensramte via lyde, lugte og smagsoplevelser såsom duften af brun sæbe, lyden af klaverspil eller fornemmelsen af et nystivet forklæde åbnet til erindringer, som sygdommen ellers spærrer adgangen til.