Varme lukker tårn i Aarhus-attraktion

De seneste varme dage får nu konsekvenser for attraktionen Tropehuset i Væksthusene, som ligger i Botanisk Have i Aarhus.

Det skriver TV2 Østjylland.

I det 19 meter høje, kuppelformet drivhus, hvor det er muligt at se tropiske planter, er varmen steget gevaldigt. Det skyldes, at et vindue, som bruges til udluftning, er gået i stykker - og det har altså medført meget høje temperaturer i kuplens øverste luftlag. Derfor har Science Museerne, der står bag Væksthusene, valgt at lukke af til det tårn, der står midt i kuplen, skriver mediet.

På Facebook uddyber Science Museerne:

"Varmen har nået et niveau, hvor vi må lukke for adgangen til Tårnet af hensyn til vores gæster. Bemærk også, at der i øjeblikket er meget varmt i hele Tropehuset – tag gerne højde for det, inden du besøger os," lyder det i et opslag.

Flere end 40.000 har deltaget i afstemning om unik dansk kulturarvT

Over 40.000 personer har indtil videre deltaget i afstemningen om 20 forslag til særlig dansk kulturarv.

Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Det er forslag som eksempelvis andelsbevægelsen, hygge, højskoler, håndbold, kolonihaver og pølsevogne, man kan stemme på.

På baggrund af afstemningen skal der findes fem vinderforslag, som vil blive optaget på Danmarks nationale fortegnelse over levende kultur.

Grønlandsk trommedans er på listen. Det samme er den nordiske tradition med at bygge skibe efter klinkbådsmetoden.

Afstemningen på folkehøringen.dk har været i gang siden 14. april og slutter onsdag 14. maj.

Tørt og med sol

Det bliver en tør og solrig tirsdag - også selv om solen til tider kan opleves en smule sløret. Det er på grund af tynde, højtliggende skyer.

Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut, DMI. 

Temperaturer mellem 15 og 20 grader.

I aften tørt og fortsat sol og i nat mest klart vejr. 

Her falder temperaturerne efterhånden til mellem 6 og 11 grader.

Ny bestyrelse valgt efter mandefald

I sidste måned kunne avisen fortælle, at Camilla Jørgensen var fratrådt titlen som både direktør og formand for Lystrup Svømning. Efterfølgende sagde flere medlemmer farvel til bestyrelsen, hvilket betød, at der kun var to medlemmer tilbage i den.

Nu er der dog valgt en ny bestyrelse, fortæller den nye formand Jesper Bilde til avisen.

Læs mere her:

Antal ynglende storkepar i Danmark er det højeste i 35 år

Der er registreret 12 ynglende storkepar i Danmark i 2025. Det er det højeste antal i 35 år.

Det skriver organisationen Storkene.dk på sin hjemmeside.

Her lyder det, at antallet af storkepar har taget fart, siden det første par slog sig ned i Rens i Sønderjylland i februar.

I år ses der ifølge Storkene.dk storke på lokationer, hvor der ikke har været ynglende storke siden midten af 1970'erne.

I 2024 var der otte ynglende storkepar, som fik i alt 15 storkeunger. Året før lød antallet på ti ynglepar og 16 unger i alt.

Ifølge Storkene.dk har 8 ud af 12 af de ynglende par i år etableret sig i reder i Sønderjylland. Tre har etableret sig lidt længere oppe i Jylland, mens et enkelt par har rede i Gundsølille på Sjælland.

100.000 kr. til spillested under Ringgadebroen

Aarhus Kommune har bevilget 100.000 kr. til foreningen Aarhus Volume som støtte til arbejdet med at sikre en langsigtet placering af spillestedet Volume Village under Ringgadebroen i Aarhus.

Det oplyser Kultur og Borgerservice i en pressemeddelelse, hvori det fremgår, at pengene skal dække udgifter – bl.a. til en ny lydrapport – i forbindelse med foreningens ønske om at forlænge sin lejekontrakt frem til 2037.

»Aarhus Volume har på få år skabt et stærkt fællesskab og en platform for kreativ udfoldelse, som hele byen kan være stolt af. Med denne støtte ønsker vi at give dem ro til at fortsætte deres udvikling og blive en fast del af Aarhus’ kulturliv,« siger Rabih Azad-Ahmad (RV), rådmand for Kultur og Borgerservice, i pressemeddelelsen.

»Vi er dybt taknemmelige for støtten, som falder på et virkelig tørt sted. Den giver os mulighed for at arbejde videre med at sikre Aarhus Villages fremtid og fortsætte arbejdet med at skabe en musikscene, der udfordrer grænserne for, hvad man kan udrette som ung kulturskaber,« siger Albert Helmig, medstifter af Aarhus Volume, i pressemeddelelsen.

Nu skal TV2-dokumentar med skjulte optagelser for landsretten

Sagen om TV2-dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’ får et efterspil i landsretten.

Det skriver fagbladet Journalisten.dk.

For knap to uger siden blev TV2-direktør Anne Engdal Stig Christensen og journalist Michael Bech Nielsen frifundet ved Retten i Odense for anklagen om uberettigede optagelser.

Læs mere her:

Borgmester går ind i sag om nyt idrætscenter

Aarhus' borgmester Anders Winnerskjold (S) vil presse på for, at børn på Gammelgaardsskolen kan komme til at benytte nyt idrætscenter.

»Det ville være skørt, hvis børnene ikke kan bruge idrætscentret. Det duer ikke. Vi skal have fundet en løsning, for ingen kan være tjent med status quo. Der er gået hårdknude i det, og det er dybest set den hårdknude, vi skal have bundet op.«

Læs mere her:

Voldelig passager anholdt på banegården i Aarhus

En 27-årig mandlig passager blev søndag middag anholdt på Aarhus Hovedbanegård. Det skete, efter han først havde skabt utryghed i et tog og efterfølgende været voldelig på banegården, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

 Læs mere her: 

Slog betjent i hovedet: Kvinde ville befri mand efter husspektakler

Natten til mandag kl. 02.24 kørte en patrulje fra Østjyllands Politi til en lejlighed i Viby J efter anmeldelser om, at der var uro og råb på adressen. 

Ved politiets ankomst åbnede en 29-årig mand døren. Han var synligt utilfreds med politiets tilstedeværelse og nægtede dem adgang til lejligheden, hvor også en kvinde befandt sig.

Derudover gjorde han modstand ved at forsøge at skubbe den ene betjent i brystet. 

Han blev anholdtog sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.

Pludselig kom den 26-årige kvinde løbende ud fra lejligheden i et forsøg på at befri manden. Hun råbte ad betjentene og slog en af dem i ansigtet. 

Kvinden blev derfor også anholdt og sigtet for vold mod polititjenestemand og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.