En målrettet indsats betyder nu, at Vejlby Kirke kan kalde sig "Grøn Kirke", og samtidig håber kirken, at en helt særlig ny beboer flytter ind i kirketårnet.
"Grøn Kirke" er et netværk af kirker, kirkegårde, kirkelige organisationer og skoler med kristent værdigrundlag, som spreder sig over hele Danmark.
Det skriver Folkekirken i Aarhus i en pressemeddelelse.
Et af initiativerne er, at man har bygget tolv helt nye mursejlerredekasser, og en højtaler i tårnet skal skal tiltrække nye mursejler-unger.
Men der er også andre initiativer, som har gjort den lokale kirke grønnere.
Udenfor kirkegården er kirkens græsplæne blevet forvandlet til en park fyldt med masser af biodiversitet, og inde i midten har en gruppe lokale borgere lavet en lille have med grøntsager og frugtbuske blandt andet med ribs.
»Vi havde grønne arealer, som bare lagde hen som fodboldbaner, og det er måske nemmere at vedligeholde men relativt kedeligt. Kirken skal bruges til andet end gudstjenester om søndagen og bryllupper. Den skal åbne sig op for det omkringliggende samfund, for vi er en del af samfundet, og derfor prioriterer vi selvfølgelig også de grønne initiativer,« forklarer kirkeværge Eva Ryberg.
De tidligere fodboldbaner er nu blevet omdannet til en grøn oase og åndehul, som benyttes af motionsløbere, hundeejere og solbadende gæster.
For at blive "Grøn Kirke" skal man opfylde 26 ud af 50 grønne tiltag.