Kommer der ikke meget snart et reelt gennembrud i forhandlingerne om krigen Ukraine, er USA's præsident, Donald Trump, nødt til at beslutte, hvor meget tid han vil bruge på at forsøge at afslutte krigen.
Det siger den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, natten til fredag dansk tid til Fox News, skriver Reuters.
- Jeg tror, vi ved, hvor Ukraine står, og vi ved, hvor Rusland står nu. De er tættere (på hinanden, red.), men de er stadig langt fra hinanden, siger Rubio.
Det er ikke første gang, at Trump-administration truer med at trække sig som mægler i fredsprocessen.
Tirsdag sagde en talsperson for den amerikanske udenrigsminister, at USA ville trække sig, medmindre at Rusland og Ukraine kommer med "konkrete forslag" til, hvordan krigen kan stoppes.
- Hvis der ikke sker fremskridt, vil vi trække os tilbage som mæglere i denne proces, lød det tirsdag fra talspersonen Tammy Bruce.