Efter den officielle bisættelse af Lise Nørgaard, var der en privat gravølsceance, hvor filosofiprofessor Vincent Hendricks fra Københavns Universitet holdt en tale, som vi bringer her:
Journalisten, nationalikonet, kulturkæmpen, men mest af alt, min ven, Lise Nørgaard
Vincent F. Hendricks
Lise Nørgaards ven
Professor, dr.phil., PhD
Leder af Center for Information og Boblestudier
Københavns Universitet
IKKE NOGET BEDRE
Der var ikke noget bedre – og jeg forsynes atter med en klump i halsen over at skulle anvende datid– end udsigten til at være sammen med Lise. På restaurant til fjordrejer og hvidvin, i ”Spise-med-Lise”-klubben, i festligt lag, eller mere stilfærdigt på adressen i Skodsborg og her til sidst på Else Mariehjemmet i Humlebæk. At sparke døren ind, og råbe ”Hey baby, hvordan går det?” og så iagttage Lise se op, rystende let på hovedet, men med smil i øjnene annoncere: ”Dumme dreng – vi skal nok have sat noget skik på dig!”
Eller til et arrangement på Louisiana Live, hvor jeg fik sagt, at havde det ikke været fordi jeg var godt afsat, ville jeg smide slæberne ind hos Lise, hvortil Lise kvitterede med hæs værtshusstemme: ”Det kunne da også være meget hyggeligt!” Eller til min 50 års fødselsdag for et par år siden, blot dage før Danmarks corona-nedlukning, hvor Lise troppede op kl. 19:30 og holdt hof i foyeren frem til 01:30 i en alder af 103 akkompagneret af en gin-tonic; i kontinueret samtale – dybsindige som dem om dagligdagens genvordigheder – med alskens festdeltagere. I den forbindelse ringede jeg et par dage derpå for at høre Lises udlægning af arrangementet, til hvilke hun replicerede: ”Aldeles dejligt gilde, det må jeg sige, og var det ikke for de 103, havde der været flere at de mandlige tilstedeværende, jeg formentlig uden videre og uden tøven, ville invitere ind i sovegemakket.”
Antallet af anekdoter om Lise – hendes gøren, laden og væren i verden – er så stort som det er nuanceret og for ikke at fortabe sig i dem, nævnes skal kun én til. En begivenhed i 2014, hvor vi på Københavns Universitet hyldede Lise med konferencen ”Danmark i Matadors spejl”. Der var oplæg fra professorer, dekaner, folketingets daværende formand, Danmarks nationalbankdirektør, og en række andre luminære skikkelser, inklusive adskillige af Matadors skuespillere, heriblandt Lises gode veninde Vera Gebuhr, der i serien, på spektakulær vis, udfylder rollen som Frk. Jørgensen. Lise var da 97, Vera Gebuhr et år ældre. På et tidspunkt er jeg i samtale med Vera, og i øjenkrogen kan jeg ane Lise, i betragteligt tempo krydse festsalen, og med bestemthed i stemmeføringen bekendtgøre: ”Fingrene væk Vera, han er min!”
Blot et udsnit af de mange anekdoter for at illustrere, at Lise var et levemenneske – som Ingeborg Skjern siger det i Matador til Faster Anna, der er sur for en sikkerhedsskyld: ”Jeg elsker at leve”. Det implicerer ikke livet som et hedonistisk trip, hvor fornuften er efterladt på knagen derhjemme for at undslippe det ubehagelig som livet også fra tid til anden kan byde på. Lise var et levemenneske, ja, men med en ambitiøs og kompromisløs livsmission – og det kan man få knubs af, sådan er det bare.
Som jeg kendte Lise indeholder det at elske at leve også den udfordring det konstant er, at gøre sig umage i alle livets forhold. At sigte efter at være et ordentligt menneske, et autonomt individ, en selvstændig informeret beslutningstager, en person, der både eksistentielt og reelt kan forsørge sig selv, en myndig borger med integriteten i behold i livets store såvel som små forhold. Det kan lyde alvorligt, det er det også, men det kan gøres med humor, vid og bid, og så styre man også fri af det sure, det forsmåede, det kedelige, den grå leverpostej og jammerkommoden – det tarvelige som Lise betegnede det. Og det er værd at ihukomme sig, at livet for Lise kun var denne ene gang, og når man står på det yderste punkt og ser tilbage, skal det have været det hele værd – den forpligtelse har man som menneske. Og for Lise var det udelt det hele værd, og det har hun bestemt også været for alle os andre i Kongeriget, der nu sørger over, at dannelsesdronningen er gået bort. En hærfører på oplysningsdagsordenen professionelt som privat, lige så fordomsfri nysgerrig som hun var pjattet, uhøjtidelig og med en spiddende humor – også i det alvorlige. Selv dine største fjender afvæbnes af et træk på smilebåndet, og så er du inde i deres bevidsthed. Lise var forsynet med en bramfri begavelse, reflekteret dømmekraft og fintfølende sans for alt det i verden hun både forstod og det, der var nyt, anderledes og således stod til at blive behandlet og forstået.
IDEALERNE
Den svenske biskop og digter Esais Tegnèr (1782-1846) har engang sagt:
”Menneskers ord og tanker fødes sammen, at tale uklart er at tænke uklart.”
Både i skrift og tale havde Lise et vidtfavnende vokabularium til sin rådighed, yndede finurlige formuleringer og sproglige figurer, der fulgte tanken til sit endelige mål – om det så var i drama eller den journalistiske bedrift, i det alvorlige interview eller i folkelig sammenhæng. Ej nogen tilfældighed, for Lise abonnererede på, at det dunkelt sagte er det det dunkelt tænkte – og hun afskyede den udprægede tendens til, at man professionelt som privat argumenterer på baggrund af ens mavefornemmelser, og dermed hvad man så end tilfældigvis måtte have i maven, nu hvor man i stedet med fordel kunne bruge hovedet. Hun forstod argumentets tvingende karakter fra præmisser til konklusion, lod logikken og rationaliteten gøre argumentet-arbejdet i selskab med den præcise formulering, der til syvende og sidst vil afspejle den klare tanke og velovervejede handling. En anden ven af Lise og forlægger, Johannes Riis, der har forestået udgivelsen af en del af Lises forfatterskab, ser det på samme måde, da jeg sender ham udkastet til denne tale: ”For mig har Lise altid været inkarnationen af god dømmekraft og sund fornuft: Hun var solidt forankret i det bestående, men altid opmærksom på alt, hvad der foregik i hendes tid, hun tog stilling til det, med sin sunde dømmekraft, åbent og uden fordomme og dannede sin egen mening om det. Og så den livsforslugenhed, den humor, det overskud, der prægede alt, hvad hun havde med at gøre!”
Lise rammer det, ikke overraskende, ganske præcist selv i Kulturen på News, hvor vi begge deltog i 2014:
”Man skal jo ikke tro, at dannelse det bare er at spise rigtigt med kniv og gaffel eller at læse Goethe og Schiller og kunne citere dem. Den borgerlige dannelse er en adfærd. At man tager et hensyn til hinanden, at man ikke generer andre, at man ikke kaster sig ind i diskussioner uden at vide, hvad man taler om. Det er noget af det værste i dag. Hvor folk står og råber til hinanden fra hver sin kant. Men at man indretter sig på ikke at være behagesyg, men at man indretter sig på at være lige med andre på lige betingelser.”
Og midt i den borgerlige dannelse som adfærd må det godt lyde bedre, være læsning, der sætter billeder på den indre filmspole, som når Lise behandlede alt fra læsernes breve over reportager fra et krigshærget Tyskland til den maleriske dækning af en statsministers bryllup med en sidenhen nær ven og skuespiller, Helle Virkner.
Med pen til papir, eller via hendes elskede skrivemaskine, satte hun sprog, oplysning og dannelse på dagsordenen igennem generationer. Lise var for længst opvågnen, men ikke woke. Talte sjældent, om nogensinde, om mikroagressioner, privilegieblindhed, intersektionalitet, krænkelsesnarrativer, systemisk forskelsbehandling etc. Det er ikke ensbetydende med, at disse forhold ikke eksisterer, men Lises indfaldsvinkel til komplekset blot en anden. Oplysningstidens kongstanke var, at menneskelig frihed, lighed, broder-/søsterskab og myndighed, samt demokratisk deltagelse og ejerskab, skal realiseres igennem at give det enkelte menneske mere information — allerhelst viden — til rådighed for selvstændig overvejelse, beslutning og handling. Herigennem bliver mennesker frie, myndige og i demokratiet borger-lige, hvor alle har lige muligheder uafhængig af vilkårlige egenskaber som køn, religion, nationalitet, socialklasse og race.
Udgangspunktet er mennesket og borgeren qua begrebet om et menneske og begrebet om en borger — om de så er gule, brune, sorte, transkønnede, non-binære, LGBT+, Q, muslimer, katolikker, buddhister frem til syvendedagsadventister. Lise er for denne betragtning oplysningstænker, manifesteret eksempelvis i bankdirektør Hans Christian Varnæs, der er borgerlig - ikke i moderne politisk forstand, hvor blå blok står over for rød, lilla eller noget tredje. Varnæs tilstræber derimod at behandle alle lige som borgere, der ikke gør forskel hvorvidt han hilser på Hr. Schwann på vej over Algade, inviterer Kresten Skjern indenfor efter, at Maude ved sin heltedåd, har reddet et helt tredje menneske fra en krank skæbne.
Frie og lige mennesker er borgerlige med autonomi, ansvarlighed, myndighed og føromtalte integritet i behold, der reflekterer med hovedet nærmere end maven, og kan sætte passende ord på tanker. Det er forudsætningen for den kvalificerede overvejelse, beslutning og handling, som Lise igennem et helt liv svang den folkelige oplysningstaktstav for – det både i takt som i tone. Og det være sig i det journalistiske kald i lige vilkår for lige mennesker uafhængig af vilkårligheder, som kulturkæmper, nationalikon eller forfatter til folkekære serier.
SJÆLEVEN
De sidste ord i Matador er Kresten Skjerns omtale af sin bror Mads: ”Ja, Mads, han har alt”. Men som Lise gang på gang har sagt og senest i ”Det sidste ord”, så kostede det ham hans sjæl og integritet. Mads Skjern er ikke noget i og for sig, kun noget givet relationerne omkring ham, der med forskellige former for tilsyneladende social kapital i form af udmærkelser, ordner og embeder, anerkender hans eksistens – men ikke hans eventuelle værd som menneske, end ikke ham selv. Det relationelle jeg kan udgøre tabet af individets kerne. Der hviler en lurende fare ved den konstante sammenligning og vurdering, hvilket en anden stor dansk tænker, Søren Kierkegaard, noterede sig i Enten/Eller fra 1843. Det relationelle jeg byder os, at vi konstant bærer maske, forholder os til andre, taber os selv og bliver et ”ingenting”.
”Deri har Du Din Virksomhed, at bevare Dit Skjul, og dette lykkes Dig, thi Din Maske er den gaadefuldeste af alle;Du er nemlig Ingenting, og er bestandig blot i Forhold til Andre, og hvad Du er, er Du ved dette Forhold”.
Det er tabet af et menneske, en integritet, et jeg, en sjæl. Det er for Lise det sørgeligste, der kan overgå os som mennesker – at være et ingenting. Vi er som mennesker forpligtet til ikke at miste dømmekraft, hvor vi kun vurderer vores værd i lyset andet og andre. Venner er til som bolværk mod, at dette sker, om det så er i form af selvudslettelse eller storhedsvanvid. Min søn, Milton, sagde forleden; ”Far, når Lise sagde noget til dig, så hørte altid du efter.” Det er sandt, jeg stolede utvetydigt på Lises dømmekraft, principfasthed og hudløse ærlighed. Som da jeg modtog Rosenkjærprisen på DR i 2016, hvor Lise i øvrigt udtalte sig offentligt i forbindelse med selve uddelingen, og jeg sidenhen lovpriste min egen bedrift under et besøg hos hende, og Lise pludseligt og uden omsvøb udbryder: ”Vincent, så kan det vist ikke bære mere…!”
Det er præcis dét venner også er til for. Korrigér vennernes sjæl, når den er på afveje. Og mere jordnært, venner er også blot at være for hverandre. På det sidste havde Lise ikke meget syn tilbage, hvorfor jeg læste bøger op for hende – ”Læse-med-Lise” som vi kaldte det. Søren Ulrik Thomsens Stor Kongensgade 23, min mors debutroman Kernehus, Leo Rostens The Education of Hyman Kaplan, for blot at nævne nogle titler vi har været igennem. På en oplæsningsdag af Kernehus, som vanligt suppleret med ostepops og hvidvin, minder Lise mig om at tage nogle ostepops, hvortil jeg svarer, at jeg ikke både kan læse og spise samtidig, til hvilket Lise svarer: ”Så læs!”
Skal det indrammes hvad et venskab med Lise Nørgaard har været, kan jeg ikke komme i tanke om et bedre billede end det, der tegnes i filmen, The Shawshank Redemption (En verden udenfor på dansk) fra 1994. Et venskab mellem to straffefanger, spillet af henholdsvis Tim Robbins (som Andy) og Morgan Freeman (som Red). Morgan Freeman lægger i øvrigt monolog til filmen, der er poetisk smuk og bevægende. Tim Robbins lykkes med en fangeflugt, mens Morgan Freeman bliver tilbage i Shawshank-fængslet. Jeg har ændret ”he” til ”she” og Andy til Lise, men ellers er det præcis sådan et venskab med Lise kan foreviggøres som Morgan Freemans tanker tydeliggøre:
Those of us who knew her best talk
about her often. I swear, the stuff
she pulled. It always makes us laugh.
Sometimes it makes me sad, though,
Lise being gone. I have to remind
myself that some birds aren't meant
to be caged, that's all. Their
feathers are just too bright...
... and when they fly away, the part
of you that knows it was a sin to
lock them up does rejoice...but still,
the place you live is that much more
drab and empty that they're gone.
I guess I just miss my friend