Caroline Stage bliver den tredje minister for Moderaterne, der ikke er valgt til Folketinget.
Partileder Lars Løkke Rasmussen har tidligere hentet Lars Aagaard og Christine Egelund ind som ministre, selv om de ikke er folkevalgte.
Den nye digitaliseringsminister, Caroline Stage, blev også mødt af spørgsmål om det emne, da hun fik overdraget ministeriet.
Hvordan tror du, stemningen er i folketingsgruppen, når du skal være minister og dem, der er valgt ind, ikke skal?
- Jeg tror, det bedste ville være at spørge folketingsgruppen og ikke mig om det. Jeg har fået masser af gode henvendelser, men jeg har ikke tal på dem.
Ser du det som et udtryk for en svag folketingsgruppe, at Lars Løkke igen skal finde en uden for gruppen som minister?
- Nej, det gør jeg ikke.
Du ser det ikke som et svaghedstegn, at tre ud af seks ministre ikke kommer fra folketingsgruppen?
- Nej, jeg ved om nogen, hvor vigtigt det er at have en stærk folketingsgruppe siddende. Det her er også et udtryk for, at Lars gerne vil have så mange siddende der, som overhovedet muligt, siger Caroline Stage.
Hun kommer fra en stilling som særlig rådgiver for netop Lars Løkke og har tidligere været politisk chef for Moderaterne på Christiansborg.