Ulf Pilgaard optrådte tidligt i sin revy-karriere i Holstebro-revyen, der dengang blev drevet af Ernst Trillingsgaard.
Det udløste et helt livs samarbejde mellem de to mænd.
- Han var jo revymæssigt næsten lige så stor – måske lige så stor - som Dirch, for han havde i virkeligheden flere facetter end Dirch havde. Han gik mere i dybden. Han arbejdede grundigt med tingene, til de sad helt perfekt, siger Ernst Trillingsgaard.
- Han var en stor skuespiller og for revyverdenen, den største i den generation, siger han.
Gennem årene udviklede det sig også til et venskab.
- Vi brugte en sætning, min kone og jeg, at han havde hele Danmark som venner, men ikke nærmere venner end den afstand, der er fra scenekanten og ned til publikum.
- Alle elskede ham, men tættere kom de ikke på. Det var ikke mange, der var tæt på ham. Han havde en meget lille venskabskreds, og det var med vilje, for han ville ikke have flere, fortæller Ernst Trillingsgaard.