Minister sammenligner med drab på fransk skolelærer og præst

Ebba Busch, som er Sveriges vicestatsminister og energiminister, har i et opslag på X sammenlignet drabet på Salwan Momika med to drab i Frankrig. 

Nemlig det på skolelæreren Samuel Paty i 2020, der blev slået ihjel af en tjetjensk flygtninge efter at have vist muhammedtegninger i undervisning om ytringsfrihed. Og den franske præst Jacques Hamel, der fik halsen skåret over under en messe i 2016. 

- Det er en trussel mod vores frie demokrati. Den skal møde samfundets fulde modstand, skriver hun. 

Statsminister: Risiko for, at fremmede magter er involveret

Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, understreger, at sikkerhedspolitiet Säpo er involveret i efterforskningen af skuddrabet. Han kan ikke udelukke, at personer fra andre lande kan være involveret i drabet på Salwan Momika. 

- Der er selvfølgelig en risiko for, at der også er en forbindelse til fremmede magter, siger Kristersson ifølge Expressen.

Salwan Momikas advokat bekræfter: Det var Momika, der blev skuddræbt

Det var Salwan Momika, som blev dræbt af skud sent i aftes. 

Det bekræfter hans advokat over for det svenske nyhedsbureau TT. 

- Han var godt klar over, at der var en omfattende trussel mod ham. At der var en pris på hans hoved, som han selv udtrykte det, siger advokaten Anna Roth.

Så vidt hun ved, havde han kun personbeskyttelse, når han deltog i sammenkomster og retsmøder, skriver Ritzau.

Tidligere har den svenske advokat i sagen, Rasmus Öhman, også bekræftet, at det var Momika, der blev dræbt. Han siger også, at fem er blevet anholdt i sagen.

PET følger situationen i Sverige

PET er opmærksomme på skuddrabet i Sverige, men man ønsker ikke at sige noget om, hvad drabet får PET til at gøre herhjemme, hvor blandt andre Rasmus Paludan modtager beskyttelse. 

- Som udgangspunkt udtaler PET sig af sikkerhedshensyn ikke om, hvordan PET varetager konkrete sikkerhedsopgaver – det gælder også konkrete spørgsmål om tilrettelæggelsen af personbeskyttelse, udtaler efterretningstjenestens kommunikationsafdeling i en udtalelse.

- Vi følger situationen i Sverige, og vi iværksætter på den baggrund de nødvendige sikkerhedstiltag, lyder det.

Rasmus Paludan blev vækket af PET i morges

Rasmus Paludan blev vækket a Politiets efterretningstjeneste (PET)  i morges. 

Det skete for at orientere ham om skuddrabet.

- Hvilken betydning det har, må I spørge PET om, siger han til DR Nyheder med henvisning til den beskyttelse, han får.

- Når der sker hændelser rundt om i verden med relation til islam-kritikere, er det klart, at det vurderes, hvor meget beskyttelse jeg skal have tæt på mig. Læs mere i artiklen her:

Advokat: Havde ikke politibeskyttelse

Salwan Momikas advokat siger til nyhedsbureauet TT, at han ikke havde beskyttelse af livvagter.

Den svenske rigspolitichef Petra Lundh ville på et pressemøde her til formiddag ikke svare på, om han havde beskyttelse.

Svenske Säpo ønsker ikke at kommentere drabet, da det er en sag for politiet, lyder det i en kommentar til Aftonbladet

Drabet på Salwan Momika har ifølge DR Nyheders oplysninger givet PET anledning til at vurdere beskyttelsen af Rasmus Paludan. 

Skudt under livesending - betjent slukkede for kameraet

Salwan Momika var angiveligt i gang med at sende live på sociale medier, da han blev skudt. 

Det erfarer DR Nyheder og svenske medier. 

På nettet florerer en optagelse, som ifølge DR's oplysninger stammer fra livesendingen. DR forsøger at få videoen verificeret. 

På billederne ser man ikke Salwan Momika blive skudt, da han forinden har rejst sig et øjeblik og derfor flyttet sig fra kameraet. 

Men kameraet fortsætter med at optage. 

Det er uvist, hvor lang tid der går, fra han forlader livesendingen, til politiet ankommer. 

Men optagelsen slutter med, at en politibetjent slukker for kameraet. 

Rasmus Paludan om drab: 'Det er forudsigeligt, hvad der er sket'

Rasmus Paludan, der også har brændt koraner af i Sverige, blandt andre steder, siger til DR Nyheder, at han er " bedrøvet og fordømmer alle sådanne overfald". 

- Men jeg mener også, at det er forudsigeligt, hvad der er sket.

Han mener ikke, at svensk politi har taget beskyttelsen af  islamkritikere alvorligt nok. 

- Det har jeg selv oplevet på egen krop. Jeg mener, det er farligere at være islamkritisk i Sverige end i Danmark, både på grund af myndighedernes håndtering, men også fordi mediebilledet er mere dæmoniserende over for folk, der ytrer sig kritisk over for islam, siger Paludan. 

Svensk statsminister taler om de mange eksplosioner

Nu er der pressemøde med Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, justitsminister Gunnar Strömmer og rigspolitichef Petra Lundh. 

Ulf Kristersson taler ikke om drabet men om de mange eksplosioner i Sverige, der har været på det seneste og om de generelle problemer med bandekriminalitet i Sverige. 

Lige nu handler det således ikke om drabet. 

– Vi er inde i en ny voldsbølge, det er primært eksplosionerne, der nu stiger, i princippet sker der en hver dag, siger statsminister Ulf Kristersson.

Du kan læse mere om den seneste tids eksplosioner i artiklen her. 

Hvem er den dræbte Salwan Momika?

38-årige Salwan Momika kom til Sverige fra Irak i 2018.

Han fik for nylig opholdstilladelse i Sverige, da han risikerede tortur i hjemlandet, skriver Aftonbladet. 

Han blev offentligt kendt i Sverige såvel som i andre lande, da han i 2023 brændte flere koraner af.

Det skete, mens Sverige var på vej til at blive medlem af forsvarsalliancen Nato.

Salwan Momika blev senere sammen med en anden mand - Salwan Najem - tiltalt for hetz mod befolkningsgrupper. Ifølge anklageren havde de behandlet koraner på en måde, som "udtrykte ringeagt over for muslimer".

Efter planen skulle der falde dom i sagen her til formiddag i byretten i Stockholm, skriver SVT. Men domsafsigelsen er nu blevet udsat.