Så er pressemødet slut, og denne liveblog lukker ned. Tak for at læse med!

Få her et kort overblik over aftalen.

Overblik: Centrale punkter i aftale

Det er en yderst omfattende aftale, som er blevet præsenteret til formiddag, og som giver en samlet 10-årsplan for psykiatrien. 

Her får du lige en overflyvning med nogle af de centrale punkter: 

  • Psykiatrien får et økonomisk løft på 4,6 milliarder kroner ekstra årligt.
  • Unge mellem 18-24 år får ret til hurtig behandling for angst og  depression  inden for 30 dage. 
  • Ny patientrettighed til børn og  unge, som giver ret til sammenhængende udredning og behandling. 
  • Flere opsøgende og udgående teams skal forebygge akutte genindlæggelser. 
  • Nye afklaringspladser i kommunerne, så udskrevne patienter hjælpes bedre videre. 
  • Flere sociale akuttilbud. 
'Historisk', at pårørende bliver anerkendt

Ifølge Jane Alrø Sørensen er det afgørende, at pårørende bliver nævnt mange steder i aftalen som centrale parter for patienterne. 

- Man nævner pårørende og familier som en målgruppe, der skal have hjælp og støtte. Det er historisk, og det er fuldstændigt afgørende, siger hun. 

- Man anerkender, at familierne har brug for hjælp, og at de pårørende er den vigtigste faktor for, at man kommer sig, siger Jane Alrø Sørensen. 

Hvorfor bliver adhd- og autismeklinikker droppet?

Hør sundhedsministeren svare på, hvorfor et af regeringens punkter i udspillet er blevet droppet i den samlede aftale, nemlig adhd- og autismeklinikker: 

Vil have mindre brug af bæltefiksering

I aftalen fremgår det, at man vil nedbringe brugen af de mest indgribende former for tvang i psykiatrien, som eksempelvis bæltefiksering. 

Det sker ved at indføre nye muligheder for tvang, som er mindre indgribende. 

- I Danmark har vi tal på helt ufatteligt mange timer, som patienter bliver bæltefikseret i. Det kan vi ikke være bekendt, siger hun.

En ny tvangsform er arealbegrænsning, hvor patienter bliver bedt om at være på begrænsede områder. Det kan bruges i situationer, hvor patienter er udadreagerende. 

Liberal Alliance trækker PET-lov ind i pressemødet

Liberal Alliances sundhedsordfører bruger tid på pressemødet til at kæmpe mod et omstridt lovforslag, som justitsminister Peter Hummelgaard (S) er kommet med, der skal give Politiets Efterretningstjeneste (PET) mulighed for større indblik i borgernes data. 

Liberal Alliance henviser til en artikel her i DR, hvor en kvinde fortæller, at hun er bange for at  fortælle om sin angst af frygt for, hvad myndighederne vil bruge den information til. 

- Lad mig sige i dag, at vi må for guds skyld ikke tillade, at den lov bliver til virkelighed. Så kan vi risikere, at det her store arbejde ikke er det papir værd, som den er skrevet på, siger Louise Brown fra Liberal Alliance. 

Ny patientrettighed til børn og unge

Partierne er blevet enige om en ny rettighed til børn og unge i forbindelse med psykiatrien. 

Den nye rettighed bestemmes ved lov og betyder, at børn og unge fremover får ret til, at udredning og behandling tænkes sammen, så de får hurtigere og bedre hjælp og ikke kastes rundt i systemet. 

Udredningsforløbet skal være påbegyndt senest 30 dage efter henvisningen, og barnet eller den unge skal være opstartet i behandling senest 60 efter henvisningen.

Fire overordnede mål med aftalen

Sundhedsministeriet har frigivet aftalen på skrift. 

Her fremgår det, at der er fire overordnede mål: 

  • Flere skal behandles tidligt og tættere på. 
  • Behandlingskvaliteten skal løftes, og ventetiderne nedbringes. 
  • Patienterne skal opleve mere sammenhængende forløb. 
  • Psykiatrien skal være en tryg og attraktiv arbejdsplads.
'Afklaringspladser' skal hjælpe patienter

Psykiatrien bliver ofte associeret med, at patienter bliver indlagt igen og igen. 

Det vil aftalepartierne gøre op med med såkaldte 'afklaringspladser'. Et nyt tiltag, hvor kommunerne kan hjælpe dem, der har været indlagt, bedst muligt bagefter, lyder det. 

Det skal "bidrage til at skabe tryghed, når behandlingen i sygehuspsykiatrien er afsluttet, og sikre at patienter ikke blive udskrevet til ingenting". 

Flere medarbejdere og sengepladser

Kapaciteten til behandling i sygehuspsykiatrien forbedres med planen, lyder det. 

De kommende år skal ansættes flere sundhedsmedarbejdere og oprettes flere sengepladser, "så mennesker, der er hårdt ramt af psykisk sygdom og for eksempel lider af skizofreni eller bipolar lidelse, kan få den behandling, de har brug for."