Dødstal opjusteres igen

Antallet af døde efter oversvømmelserne er nu oppe på 82, og flere savnes fortsat.

De lokale myndighederne har forpligtet sig til en “fuld gennemgang af hændelserne og de eksisterende systemer,” efter at der er blevet stillet spørgsmål ved nødvarslerne og evakueringsvejledningen. 

Det sagde  sagde Dalton Rice, øverste administrative leder i Kerrville på et pressemøde i nat, ifølge CNN.

De lokale og regionale partnere vil tage “klare skridt til at styrke vores fremtidige beredskab,” sagde Rice. 

- Vi skylder den forpligtelse til de familier, der lider, og til hvert eneste medlem af vores lokalsamfund.

Ejer af sommerlejr død i oversvømmelserne

Ejeren af den kristne sommerlejr for piger, Camp Mystic,  døde, ifølge sit barnebarn og en medarbejder, mens han forsøgte at redde deltagerne i lejren fra de katastrofale oversvømmelser.

Dick Eastlands barnebarn har nu delt en hyldest på Instagram.

- Hvis han ikke skulle dø af naturlige årsager, var dette den eneste anden måde - ved at redde de piger, han elskede og holdt så meget af, skrev George Eastland. 

En medarbejder på Camp Mystic, Glenn Juenke, fortalte til CNN, at Eastland døde ”som en ægte helt til det sidste.”

- Eastland mistede tragisk livet, mens han modigt forsøgte at redde flere små børn, sagde Juenke.

Amerikanske fodboldhold donerer millioner til ofrene for oversvømmelserne

De amerikanske fodboldklubber fra Texas - Dallas Cowboys og Houston Texans donerer 1,5 millioner dollars, hvilket er cirka 10,5 millioner danske kroner, i nødhjælp til ofrene for de oversvømmelser, der har ramt det centrale Texas.

Klubberne donerer pengene sammen med NFL Foundation, der er NFL’s velgørende fond.

Pengene skal “yde både øjeblikkelig hjælp og langsigtede ressourcer til dem, der er hårdest ramt af de katastrofale oversvømmelser,” skrev NFL søndag på X.

Cowboys og Texans donerer hver 500.000 dollars.

- Vi vil fortsat støtte rednings- og genopretningsarbejdet i de kommende uger, skrev Texans på X.

Cowboys har sagt, at de “står side om side med Frelsens Hærs vigtige indsats.”

Præsidenten lover fortsat støtte til Texas

USA’s præsident Donald Trump har netop meddelt, at han sandsynligvis vil besøge Texas på fredag efter de katastrofale oversvømmelser i delstaten, som har kostet mindst 80 mennesker livet.

Præsidenten lovede fortsat føderal støtte til Texas 

Trump sagde, at hans administration - herunder indenrigssikkerhedsminister Kristi Noem - arbejder tæt sammen med lokale og statslige embedsmænd.

- Vi vil fortsat være til stede. Og vi arbejder meget tæt sammen med repræsentanter fra Texas, og det er en frygtelig ting, der er sket - fuldstændig frygtelig, sagde Trump, da han forlod New Jersey efter en weekend på sin golfklub dér.

- Så vi siger: Gud velsigne alle de mennesker, der har været igennem så meget, og Gud velsigne delstaten Texas, sluttede præsidenten.

Myndighederne melder nu om 80 døde efter oversvømmelserne

Lokale embedsmænd i flere amter i Texas har nu bekræftet i alt 80 dødsfald i forbindelse med oversvømmelserne. Det skriver CNN og andre amerikanske medier.

Dødstal opjusteres endnu engang

Myndighederne i området omkring oversvømmelserne har netop opjusteret dødstallet til 71. Det skriver CNN.

Samtidig fortæller guvernør Greg Abbott til et pressemøde, at pludselige oversvømmelser fortsat kan udgøre en fare for visse dele af Texas i de kommende dage, da der ventes "mere kraftig regn".

Kraftig nedbør kan føre til pludselige oversvømmelser i Big Country, Concho Valley, det centrale Texas og igen i Kerrville, fortalte guvernøren.

Abbott opfordrede folk i de pågældende områder til at være opmærksomme: "For det første befinder I jer i områder, hvor jorden allerede er mættet af vand. Men for det andet kan yderligere nedbør føre til hurtige og voldsomme oversvømmelser."

Jim Tolliver var fanget på loftet i tre timer, mens vandmasserne steg

Pensionist Jim Tolliver blev vækket med et chok, da vandet begyndte at strømme ind under døren i deres hus i Ingram, der ligger i Kerr County.

Han og hustruen måtte fluks søge til flugt på loftet.

- Jeg åbnede lugen til loftet, og vi kravlede derop. Så snart vi begyndte at kravle derop, brast dørene, og vandet kom ind, fortæller han til min kollega USA-korrespondent Jakob Krogh.

Han fik efterfølgende en rundtur i det, der var tilbage, efter at vandet i Guadalupe-floden gik over sine bredder.

To piger søgte tilflugt i et ni meter højt træ

To piger blev søndag reddet ned fra et næsten ni meter højt træ i et oversvømmet område i amtet Kendall.

Pigerne blev fundet i træet under den igangværende eftersøgning af ofre for fredagens oversvømmelser, som har kostet mindst 59 mennesker livet i amtet, skriver den lokale avis The Kerr County Lead.

Redningsholdet fandt samtidig fire døde, da de gennemsøgte området.

USA-korrespondent besøger katastrofeområde

I Kerr County står vandet stadig højt. Og det er tydeligt, hvad de massive vandmasser har ført med sig. 

- Alle træer er lagt ned, barken er flået af, så langt øjet rækker, fortæller min kollega, USA-korrespondent Jakob Krogh, som befinder sig i Kerrville.

Det er efterhånden to et halvt døgn siden, at vandet væltede ned og forårsagede oversvømmelserne, der har kostet mindst 67 personer livet. 59 personer alene i Kerr County. 

Ifølge Jakob Krogh forsøger myndighederne i øjeblikket at holde fast i håbet om, at der kan findes flere savnede.

- På den anden side forsøger man også ikke at give folk falske forhåbninger, siger han. 

Tidligere præsidenter sender tanker til ofrene

Den tidligere amerikanske præsident George W. Bush og hans kone, Laura Bush, er dybt berørte af, hvad der er sket.

- De, der har mistet deres kære børn, oplever en sorg, som ingen forældre burde kende, skriver den tidligere republikanske præsident i en erklæring.

- Vi ved, at vores ord ikke kan hjælpe, men vi tror på, at amerikanernes bønner kan gøre en forskel.

Også den tidligere demokratiske præsident, Barack Obama, er påvirket af oversvømmelserne. 

Han og hans kone, Michelle Obama, beder for alle, som har mistet en kær eller venter på nyt - især forældrene, skriver de i en erklæring.