Aftenens sidste indslag stod Tina Dickow for.
Fra sit hjem i Reykjavik på Island slog hun tonen an til visen 'Solen er så rød, Mor'.
Og med den sluttede aftenens fælles musikalske fejring af dronning Margrethes 80 års fødselsdag.
Ole Kibsgaard og Jacob Christoffersen sang en af Shu-bi-buas mest elskede bidrag til den danske musikskat: 'Den Røde Tråd'.
I slutningen af 1960'erne var Ivan Lorenzen bybud i Sønderborg. Da kongeskibet Danmark en dag lagde til, fik han æren af at møde dronning Margrethe. En oplevelse, han stadig husker tydeligt.
Han fik derfor lov til at ønske en sang, og hans valg faldt på 'Forelsket i København'.
Den blev sunget af skuespillerne Troels Lyby og Cecilie Stenspil.
Selvom solen har skinnet over kongeriget på dronningens fødselsdag, sang DR's vokalensemble 'Det haver så nyligen regnet'.
En sang, der er skrevet af Johan Ottosen i 1890 som et symbol på kampen for at bevare den danske kultur og sprog i Nordslesvig.
På en lille båd, der gyngede, sad sangerinden Nanna Øland - af nogen nok bedre kendt som Oh Land - med udsigt til Amalienborg.
Akkompagneret af en harmonikaspiller sang hun 'Påskeblomst', der er skrevet af N.F.S Grundtvig.
Keld og Hilda Heick sang for på 'Under stjernerne på himlen'. En sang, som Keld Heick i sin tid skrev til Tommy Seebach, og som han vandt det danske Melodi Grand Prix med i 1993.
Ørkenens Sønner havde til dagen skrevet en sang, som de fremførte for dronningen.
"Der er nogen, der siger, at royalister, de er dumme i nakken, men ingen her i landet er så elsket som monarken", lød en del af teksten, der blev skyllet ned med rigelige mængder af vin fra Chateau de Cayx.
De 35 soldater, der er udsendt på fredsbevarende mission på Balkan i Kosovo, fik deres sangønske opfyldt.
De ville gerne høre 'Frit Land' - så Carl Emil Petersen sad klar med guitaren.
Julie Berthelsen åbnede aftenens fællessang med en fødselsdagshilsen til dronningen på grønlandsk og sangen 'Barndommens Gade'.